Et vidne menes at have set den forsvundne 34-årige Martin Foldgast fra København, der har været forsvundet siden sidste lørdag, hvor han forlod København i stærk depressiv tilstand.
Det nye vidneudsagn fra weekenden giver nu nyt håb om at finde den 34-årige fotojournalist i live.
"Vi har fortsat en mistanke om, at han befinder sig i live i området omkring Frederiksværk. Nu skal vi kigge nærmere på de hendelser, der er dukket op i løbet af weekenden, og det er en del," siger Jakob Nielsen fra Station City i København til B.T.
Martin Foldgast er storebror til den tidligere fodboldspiller i Brøndby og AGF, Peter Foldgast. Han har en kone og et barn på halvandet år, og er maniodepressiv, skriver B.T.
I alt har 30 biler været i gang med at lede efter familiefaren mellem Frederiksværk og Hundested. Politiet havde desuden sidste uge en helikopter til at afsøge visse områder omkring Frederiksværk, ligesom hundepatruljer blev tilkaldt for at lede efter spor, da noget af Martins tøj blev fundet efterladt lidt vest for byen.
Martin Foldgast er ca. 185 cm høj, almindelig til spinkel af bygning med mørkeblondt hår og brune øjne. Ved sin forsvinden var han iført mørke bukser og blå kondisko.
Politiet vil meget gerne i kontakt med personer, der menes at have set ham.