Iført skudsikre veste begyndte betjente i morges kl. 9.15 på en ransagning af Hells Angels-borge på Svanevej og Lindgreens Allé i København.
Betjentene leder efter våben, og indtil videre har de haft held med deres ransagning. I alt fire rockere er anholdt.
"Vi har været en tur i retten i sidste uge, og så har vi besluttet, det var i dag, det skulle være," fortæller politikommissær Steffen Steffensen fra Københavns Politi til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han beretter, at indtrængningen foregik uden problemer.
"På Svanevej har vi anholdt tre personer, to AK 81'ere og en fuldgyldig, og ude på Lindgrens Allé har vi anholdt en fuldgyldig. Vi fortsætter med ransagningerne i løbet af dagen," siger han.
Hunde var inde i husene og snuse rundt, og Steffensen udtaler, at den slags ransagninger normalt plejer at forløbe ganske fredeligt. Der er dog heller ingen rockere at se omkring huset på Svanevej.