Selvom det nu er en måned siden, at det ældre ægtepar Teisen fra Strynø blev myrdet og kastet ud i farvandet omkring Ærø, har politiet ikke tænkt sig at indstille eftersøgningen af ligene endnu.
»Vi stopper først, når vi har prøvet alt. Både for vores egen skyld, men også for de efterladtes skyld,« siger efterforskningsleder Henrik Justesen fra drabsafdelingen i Svendborg.
Politiet har de seneste tre uger gennemsøgt farvandet mellem Ærø og Als med marinehjemmeværnsfartøjer og fisketrawlere.
Gerningsmanden, en 25-årig mand bosiddende i Marstal, har til politiet forklaret, at han skubbede ægteparret ud af båden sydvest for Ærø.
Farefuld færd
Men politiet har flere gange været nødt til at aflyse eftersøgningen på grund af dårligt vejr, eller fordi de var kommet på vildspor.
»Gerningsmanden bliver ved med at ændre sin forklaring. Han kan ikke huske, hvor han præcis efterlod ægteparret. Han har forklaret, at skibet flere gange har sejlet for autopilot,« siger Henrik Justesen.
Da gerningsmandens positioner ikke har vist sig at holde stik, har politiet besluttet sig for at udvide efterforskningsområdet.
I disse dage sejler politiet derfor ind i farvande, hvor det normalt er forbudt at fiske eller kaste anker.
»Vi begynder nu også at lede på de røde felter på søkortet. Altså på de steder, hvor der formentlig ligger sennepsgas og miner fra krigstiden på havbunden,« siger Henrik Justesen.
I går holdt familien Teisen en uformel mindehøjtidelighed for det myrdede ægtepar på Ærø.
»Vi har behov for at sige farvel og tak. Derfor har vi besluttet, at det skal ske i dag (tirsdag, red.) til søs sammen med de strynøboere, der gerne vil tage med,« siger sønnen og tv-værten Ketil Theisen til B.T.
Ifølge avisen vil familien holde en mere traditionel mindehøjtidelighed, hvis det mod forventning skulle lykkes politiet at finde ægteparret.