Portugals politi jagter tre personer, der mistænkes for at have bortført den treårige britiske pige Madeleine McCann fra et hotelværelse. Ifølge flere lokale medier er to mænd og en kvinde blevet fotograferet på en benzinstation den nat, Madeleine McCann blev bortført.
Portugisisk lov forbyder politiet at offentliggøre informationer om efterforskningen, og politiet kan derfor ikke udtale sig om mulige mistænkte. Ifølge medierne leder poltiet dog grundigt efter de tre personer og har vist beboerne i regionen flere billeder – blandt andet af en mand, der beskrives som lignende »et æg med hår« af en butiksejer, der har set billedet.
- Der sker noget, og der lader til at være en stor udvikling i efterforskningen, siger Sky News korrespondent i Portugal til tv-stationen.
Fødselsdag uden forældre
De portugisiske medier har tidligere skrevet, at politiet mistænker en gruppe af pædofile for at stå bag bortførelsen.
Madeleine McCann forsvandt sidste torsdag, mens hun var på ferie i Praia da Luz med sine forældre og to søskende. Hendes forældre var ude at spise og havde efterladt Madeleine på hotelværelset, da hun blev bortført.
Sagen har både ført til kritik af det portugisiske politis håndtering af sagen og af forældrenes manglende opmærksomhed. Madeleine bliver fire år lørdag.