En person er anholdt, mens en anden er på fri fod, efter et kidnapningsforsøg onsdag mislykkedes.
To pistolbevæbnede mænd havde passet to andre mænd op, og havde tvunget dem ind i en bil. En af de bortførte kørte bilen, og da han kom forbi Politigården, gennemfører han en vellykket flugtaktion.
"Den forurettede, der kører bilen, laver et færdselsuheld lige foran en politipatrulje, hvorefter de to bevæbnede gerningsmænd tog flugten," siger efterforskningsleder ved Københavns Politi, Steen Jensen, til Newspaq.
Tilbage i bilen sad de to ofre, der hurtigt får politiet sat ind i den rigtige sammenhæng.
Steen Jensen ønsker ikke at komme ind på de nærmere omstændigheder i forbindelse med kidnapningen, men fastslår, at de to var tilbageholdt mod deres vilje.
Den anholdte mand skal torsdag fremstilles i grundlovsforhør. Den undslupne pistolmand eftersøges stadig.
Ifølge DR nyheder har de to bortførere en perifer tilknytning til rockermiljøet.
/Newspaq/