Dødsårsagen er ikke fastslået med sikkerhed, men obduktionen af en mand og en kvinde, som tirsdag blev fundet døde i en lejlighed i Taastrup ved København, viser, at de ikke har været udsat for en forbrydelse.
- Der ligger ikke noget kriminelt bag de to personers død, fastslår vicepolitiinspektør Charlotte Skovby fra Københavns Vestegns Politi.
- Nu må vi så vente på nogle retskemiske analyser for om muligt at finde ud af, hvorfor de er døde, fortsætter hun.
Charlotte Skovby medgiver, at det er usædvanligt at finde to døde personer samme sted, og politiet har ikke umiddelbart en teori om, hvordan de er døde.
- Det er et pænt sted, der ikke bærer præg af stofmisbrug eller lignende, siger vicepolitiinspektøren.
Manden og kvinden blev fundet døde i lejligheden tirsdag aften, efter at politiet fik en henvendelse fra udlejeren om, at lejeren ikke havde betalt husleje og ikke var til at træffe.
Da betjentene ankom til stedet, fandt man to lig, som havde ligget så længe, at det umiddelbart ikke var muligt at identificere dem.
- De har formentlig ligget der siden slutningen af oktober eller starten af november, siger Charlotte Skovby.
Siden har politiet fundet frem til, at den ene er en 58-årig mand, mens kvinden endnu ikke er identificeret med sikkerhed.
/ritzau/