De seneste dages skyderier i Albertslund får nu Københavns Vestegns Politi til at tage nye midler i brug.
Politiet har således valgt at indsætte en mobil politistation i det område, hvor der siden natten til mandag er blevet skudt fire gange.
Det oplyser politiet i pressemeddelelse.
- Vi indsætter den mobile politistation, for at borgerne har mulighed for at kontakte os direkte, hvis de har informationer i forbindelse med skyderierne, og for at sikre opretholdelse af tryghed i området, siger politiinspektør Mikael Wern i pressemeddelelsen.
Den mobile politistation vil være placeret på adressen Rypehusene 1-3 og vil stå der onsdag frem til klokken 20 og igen torsdag fra klokken syv.
Skudepisoderne har ligeledes ført til, at politiet tirsdag aften indførte visitationszone i dele af Albertslund Kommune. Visitationszonen gælder frem til 1. maj.
- Vi har stor fokus på efterforskningerne. Disse skyderier skal bringes til ophør, og trygheden i området skal genetableres, siger Mikael Wern i pressemeddelelsen.
I tre af de fire skudepisoder er der blevet skudt mod det samme hus på adressen Tranehusene i Albertslund.
Tirsdag eftermiddag blev en tilfældig forbipasserende ramt i benet, da der blev skudt på Albertslundvej.
- Vi kan ikke udelukke, at alle fire skudepisoder hænger sammen, fortæller Mikael Wern.
Han kan onsdag eftermiddag ikke sige noget om motivet til skyderierne.
- Vi arbejder med forskellige teser, men vi mener ikke, at der er tale om en bandekonflikt, fastslår han.
Tirsdag klokken 19.12 blev en 19-årig mand anholdt. Han blev sigtet for de to første skyderier mod huset på Tranehusene, men af gode grunde ikke det sidste, da han sad anholdt på det tidspunkt.
- Han er blevet løsladt igen uden at blive fremstillet i grundlovsforhør, men han er stadig sigtet for de to skyderier, siger Mikael Wern.
/ritzau/