Bærbare computere, dvd-afspillere og smykker.
Villaer og lejligheder over hele landet har de seneste juledage været slaraffenland for langfingrede indbrudstyve, der har haft god tid til at gå på rov uden at blive opdaget.
Men selvom det vælter ind med anmeldelser hos politiet, er der - i hvert fald i hovedstaden - ikke flere indbrud end der plejer at være, snarere tværtimod, vurderer Københavns Politi.
- Der er naturligvis stadig folk på juleferie, så vi skal desværre nok komme højere op. Men hvis man sammenligner med 2005 og 2006, ser det ud til, at der i år har været knap så mange juleindbrud, siger John Hansen, central vagtleder ved Københavns Politi.
I 2006 registrerede Københavns Politi 187 indbrud i private hjem i juledagene, fra 23.-26. december, og i 2005 registrerede man 152 indbrud i samme periode.
I år har man foreløbig fået 117 anmeldelser siden 23. december, og mens telefonerne nærmest var rødglødende 1. juledag, er der efterhånden faldet ro på.
- Det virker som om, at det er ved at dø ud, så et forsigtigt bud er, at vi holder os under sidste år, siger John Hansen.
Synlige betjente
Ifølge den centrale vagtleder er tyvene - vanen tro - først og fremmest gået efter let omsættelige varer som computere og smykker.
- Det er jo ikke lige til at slippe ubemærket væk med en 42 tommers fladskærm, siger John Hansen, der understreger, at politiet stadig er på gaden i stort antal.
En masse mandskab er således flyttet fra beredskabsafdelingens gruppevogne over i almindelige patruljevogne for at øge den præventive effekt ved at være meget synlige i gadebilledet.
- Vi har både alminelige betjente ude i patruljevognene og civile betjente på gaden, siger han.
Alligevel er det endnu ikke lykkedes at pågribe en eneste tyveknægt, selvom de såkaldte visitationszoner også gør det muligt for politiet at bede personer tømme deres lommer, uden at de har en speciel mistanke om, at vedkommende har begået noget ulovligt.
- På et tidspunkt troede vi, at vi havde fået finge i en mand, der var på vej over et plankeværk, men vi kunne ikke sætte ham i forbindelse med noget gerningssted, så han fik lov at gå igen. Men han blev registreret, så vi kan finde ham, hvis hans fingeraftryk skulle dukke op et gerningssted, siger John Hansen.