Mindst 17 mandlige fangere blev skudt under et forsøg på at flygte fra et fængsel i Papua Ny Guinea.
I alt slap 77 personer væk, skriver lokale medier mandag.
De mange dødsfald fandt sted fredag i Buimo-fængslet, der ligger i byen Lae.
Det er imidlertid først mandag, at offentligheden har fået kendskab til episoden.
Fængslet er ikke blandt de sikreste i verden. Siden 2014 har der mindst en gang om året fundet en masseflugt sted.
Ligene af de mange døde fanger er blevet transporteret til det lokale lighus, skriver avisen Post-Courier.
Politiet i Lae har advaret borgerne i byen om, at kriminaliteten kan stige som følge af de mange undslupne fanger.
Borgerne er på samme tid blevet bedt om at "forblive på vagt".
- Dette er dårlige mennesker, og de vil være en trussel mod vores samfund, siger Laes politichef, Anthony Wagambie, til Post-Courier.
- Størstedelen af de fanger, der er undsluppet, var blevet sat bag tremmer som følge af alvorlig kriminalitet. De var i politiets varetægt, fordi de ventede på at komme for retten, siger Anthony Wagambie til netmediet Loop PNG.
Han tilføjer, at politiet planlægger en større aktion for at få fat på de fanger, der ikke allerede er tilbage i politiets varetægt.
Kun tre personer er blevet fanget igen af politiet, mens 57 stadig er på fri fod.
Buimo-fængslet er en af de største fængsler i Papua Ny Guinea. Det er ofte blevet kritiseret for at være overfyldt, og fordi fangerne har meget dårlige forhold.
Den lokale tv-station EMTV kunne i januar rapportere, at Buimo-fængslet, der er bygget til at huse 400 fanger, indeholdt 384 dømte fanger og 476 varetægtsfængslede.
Sidste år blev 12 fanger dræbt, mens 18 blev såret, da 94 undslap fængslet.
I 2015 slap 55 væk. I 2014 var tallet 44.
/ritzau/dpa