De fleste hundeejere ville gå ud af deres gode skind, hvis deres firbenede ven pludselig forsvandt.
Men i stedet for en fortvivlet ejer, der ikke kan finde sin hund, står Østjyllands Politi med en Fransk Bulldog som ikke kan finde sin ejer.
Hunden, som fredag er blevet fremlyst af politiet, har følgende kendetegn:
Den er hvid med et sort øre, sorte pletter på det andet øre og sort hale.
Hunden er chippet med chipnummer: 967000009007949, men er ikke tilmeldt i Dansk Hunderegister.
Den lille hund blev fundet lørdag den 3. december i Øster Alling ved Auning.
Hvis man savner hunden, eller ved, hvem dens ejer er, skal man skynde sig at kontakte politiet på 114.
Østjyllands Politi skriver nemlig, at hvis ejeren ikke er fundet senest på mandag klokken 12.00, vil den blive afhændet til anden side via et internat.
Hvis man sidder og tænker, at man gerne vil have hunden, hvis ejeren ikke dukker op, skal man IKKE ringe til politiet.
- Østjyllands Politi har ikke mulighed for at videreformidle evt. ønsker fra borgere, der ønsker at overtage hunden, understreges det i pressemeddelelsen.