Julens første alvorlige fyrværkeriulykke får nu politiet til at rykke ud med en advarsel. Hvis man er forælder, skal man holde øje med, om éns barn leger med fyrværkeri.
- Det kan gå grueligt galt, hvis man ikke håndterer fyrværkeri korrekt. Det skal forældre altså sørge for, og er der tale om små børn, skal de selvfølgelig slet ikke have med fyrværkeri at gøre, siger politikommissær Ove Christoffersen, der er vagtchef ved Sydjællands- og Lolland-Falsters Politi, til Avisen.dk.
Politiets advarsel kommer efter, at tre drenge i 10-års alderen søndag eftermiddag er kommet alvorligt til skade ved en fyrværkeriulykke i Korsør.
Den ene dreng har fået skader på sit øje og er blevet kørt til Rigshospitalets øjenafdeling for at få behandling, mens hans kammerat er blevet kørt til behandling på sygehuset i Slagelse med slemme kvæstelser i ansigtet. Den tredje dreng er kommet til skade med sine hænder, men ikke værre end at hans forældre selv kunne køre ham på sygehuset i Næstved.
Ikke en bombe
Politiet fik i første omgang et tip om, at ulykken skyldtes en eksploderet krysantemumbombe, men det var ikke tilfældet.
- Vi har ikke kunnet finde rester af en bombe. Derimod har et vidne set drengene med en raket, hvor styrepinden var knækket, men om den er skyld i ulykken, kan vi af gode grunde ikke sige endnu, da vi ikke har kunnet afhøre drengene, siger Ove Christoffersen.
Politiet har også været på besøg hos en mand, der angiveligt solgte ulovligt fyrværkeri, men ransagningen gav ikke pote. Samtidig har betjentene givet en opsang til de mange mennesker, der var i nærheden af drengene, da ulykken skete.
- Vi måtte lige belære folk om, at de skal holde øje med deres børn. Det er jo ikke særligt betryggende, at 10-årige børn render rundt og leger med raketter, siger vagtchefen.