Det vil komme til at gå ud over servicen, hvis politiet skal spare millioner. Det siger fællestillidsmand hos Nordsjællands Politi, Tom Steffensen, til 24timer.
I løbet af de sidste to år har politiet opbygget et millionunderskud, og der er derfor massive besparelser på vej i politistyrken.
"Jeg frygter meget, at der nu bliver skåret i de enkelte politikredses bevillinger, så det ikke kun er hos Rigspolitiet, der skal spares. Og det vil helt sikkert gå ud over borgernes betjening," siger Tom Steffensen.
Tirsdag kom det frem for en måbende offentlighed - herunder justitsminister Brian Mikkelsen (K) - at politiet har et underskud på hele 340 mio. kr. over de seneste to år.
I den forbindelse sagde ministeren til en række medier, at politiet da selv skal være med tilat betale for de røde tal.
"Politiet skal selvfølgelig være med til at betale, det underskud de selv har skabt," lød det fra Brian Mikkelsen.