Den 11. januar blev en 23-årig mand sat i arresten i Kolding. I den forbindelse kom han i slagsmål med nogle af fængelsesbetjentene.
Senere døde den unge mand i arresten.
Men det er ikke politiets skyld. Det står klart efter en gennemgang af obduktionsrapporter og afhør, siger politiadvokat Klaus Lauridsen fra Sydøstjyllands Politi.
"Efter en samlet vurdering af beviserne, så har jeg besluttet at indstille efterforskningen. Det betyder, at der rent strafferetligt ikke bliver fortaget mere i sagen," siger han til Newspaq.
Hvad der var årsag til den 23-åriges død, vil politiadvokaten dog ikke sige, da obduktionsrapporten ikke er offentlig.