Politiet i Hobro har natten igennem finkæmmet Rold Skov i forsøget på at finde en 50-årig udviklingshæmmet mand, der forsvandt fra en skovtursudflugt torsdag eftermiddag. I nat har både hundepatruljer og en helikopter med varmesøgende udstyr ledt efter manden. Ved fire-tiden i nat fandt en af politiets hundepatruljer det første spor efter manden - hans sandaler og trøje, som lå i skovbunden ved A4-hovedvejen mellem Rold og Rebild.
Fredag morgen var manden dog selv stadig ikke fundet, og natholdet blev klokken seks afløst af en gruppe nye hundeførere, og endnu flere kom til klokken otte, oplyser Hobro Politi til Avisen.dk.
Den 50-årige udviklingshæmmede mand forsvandt torsdag eftermiddag i Danmarks største skov, Rold Skov, som strækker sig over 80 kvadratkilometer. Inden han blev væk, var manden på skovtur med et større selskab fra et aktivitetscenter, hvor han går. De skulle alle ud og gå en tur omkring Store Øksø i Rold Skov, men pludselig forsvandt han.
Manden er psykisk udviklingshæmmet og mentalt på niveau med et barn på to år. Han er tillidsfuld, og pædagogerne på aktivitetscentret oplyser, at han ikke har noget sprog, han kan høre, og når han begynder at gå, bliver han ved med at gå, indtil han bliver træt .
Politiet blev alarmeret torsdag klokken 13.30 og har siden været i gang med at lede efter manden.
Politiet opfordrer borgere i Rebild, Gravlev og Rold til at se efter den udviklingshæmmede mand i deres udhuse.