De har fundet folkevognen.
Og dermed er politiet kommet tættere på opklaringen af det brutale mord i aftes på en 65-årig mand i Smørum i hovedstadsområdet.
Parrets bil – en gråblå Volkswagen Touran – forsvandt fra gerningsstedet efter, at tre ukendte mænd havde bagbundet den 65-årige mand og hans hustru og bundet deres mund med gaffatape.
Bilen blev fundet i nærheden af Ballerup.
Politiet efterlyser fortsat de tre mænd, men har kun et sparsomt signalement. De beskrives som omkring 180 centimeter høje. To af dem talte engelsk, mens en – ifølge hustruen – talte dansk.
Manden blev dræbt med en kølle, og der er tilsyneladende fjernet et beløb fra et pengeskab.