Ritzau
Opdateret kl. 11:47
13 kilo kokain og 300.000 kroner i forskellig valuta.
Det er, hvad Københavns Politis særlige efterforskningsfælleskab fandt ved flere ransagninger på Sydvestsjælland og på Københavns Vestegn natten til torsdag.
Ved ransagningerne har politiet også anholdt fem mænd i alderen 19 til 44 år.
De vil senere fredag blive fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Glostrup. Anklageren vil begære om lukkede døre. De fem mænd vil blive sigtet for indsmugling og videresalg af den store mængde kokain.
Kokainen vurderes at have en værdi på gadeplan på omkring 6,5 millioner kroner.
Københavns Politi har i længere tid efterforsket en gruppe, som politiet vurderer, er en del af et internationalt kriminelt netværk.
Det vurderes, at netværket leverer store mængder narko til forskellige grupper og personer i Danmark.
Flemming Madsen, der er politiinspektør i Københavns Politi, fortæller, at man i forbindelse med efterforskningen kunne konstatere, at der var en levering, hvilket førte til, at man foretog ransagningerne.
- Efterforskningen i den konkrete sag og ikke mindst det store beslag på 13 kilo kokain dokumenterer, at der indsmugles store mængder narkotika gennem internationale netværk til Danmark, og at der her i Danmark er "aftagernetværk", der kan videredistribuere disse stoffer, siger han.
Der kan komme flere anholdelser i sagen.
- Vi har en verserende efterforskning, og vi har stadig nogle, som vi gerne vil tale med, siger Flemming Madsen.
/ritzau/