Natten til torsdag fandt politiet et større våbenlager i Bagsværd på Københavns Vestegn. Lageret indeholdt 16 skydevåben med tilhørende ammunition, skriver flere medier.
Efterforskningsleder Carsten Jansson oplyser, at våbnene er maskinpistoler, rifler, pistoler, revolvere og oversavede jagtgeværer.
"Det er efterforskning i forbindelse med bandekonflikten, der bragte os på sporet af våbnene, men vi har endnu ikke anholdt nogen i sagen," siger han.
I januar blev Antvorskov Kaserne udsat for et stort våbenrøveri, og flere af de fundne våben stammer fra militæret. Men det er endnu for tidligt at sige, om våbnene stammer fra dette kup.
"Vi er ved at undersøge det og har også kontakt til efterforskerne i den sag," siger Carsten Jansson.
Politikommissær Bent Ludvigsen, der er efterforsker på sagen om våbenrøveriet bekræfter, at Sydsjællands Politi er blevet orienteret i sagen, men heller ikke kan svare på, om de nyfundne våben kan være nogle af de 102 militære våben, der stadig ikke er blevet fundet efter kasserne-kuppet.