Kort før klokken et natten til fredag stormede norsk politi Oslos udgave af Ungdomshuset - det såkaldte Blitz-hus. Betjentene ransagede huset og fandt en kasse med kanonslag, pigtråd og i alt 100 kasser med mursten.
Blitz-huset har arrangeret flere demonstrationer i forbindelse med, at NATO s udenrigsministre mødes i Oslo i disse dage.
- Der er grund til mistanke om, at det har været planlagt at bruge sprængstofferne i forbindelse med afviklingen af NATO s udenrigsministermøde, udtaler norsk politi i en pressemeddelelse.
Brugerne af det norske ungdomshus benægter, at stenene og kanonslagene skulle bruges til at kaste efter politiet under demonstrationer. Tværtimod, ville Blitz-brugerne beskytte politiet, siger de i en pressemeddelelse.
- Vi havde fjernet disse kanonslag fra folk, nægtet folk at tage dem med og låst kanonslagene inde for at forhindre, at de blev en del af demonstrationen. Det er NATO, som kaster bomber, ikke Blitz, skriver Blitz-huset.
Ifølge Blitz-folkene er murstenene nogle, der har ligget i huset i mange år, og som ikke skulle bruges til demonstrationer. Politiet kunne dog torsdag aften konstatere, at en gruppe unge kastede flasker og sten efter politiet.