Skibet er ladet med ... krokodiller!
Sådan må kinesisk politi have tænkt, da de tidligt søndag besluttede sig for at undersøge et mistænkeligt skib nærmere.
Betjentene var fulgt efter fartøjet, der sejlede på en flod i det sydvestlige Kina nær grænsen til Vietnam. De så, hvordan søfolkene lagde til ved flodbredden og begyndte at læsse mystiske sække på land. Da søfolkene så politiet, sprang de i floden og flygtede, skriver det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.
Politiet gjorde store øjne, da de åbnede en af de sække, som søfolkene havde efterladt på bredden. I sækken var en levende krokodille. En ransagning af skibet afslørede, at krokodillen ikke var alene, for skjult i lasten var hele 270 af slagsen.
Krokodillen er en truet dyreart i Kina, og det er ulovligt at sælge dyrene eller smugle dem ud af landet. Dyrene vil nu blive givet til zoologiske haver, og det er en skæbne, der er noget mere nådig end den, dyrene var tiltænkt af smuglerne.
Ifølge Xinhua skulle krokodillerne nemlig have endt deres dage som tasker og sko.