Ritzau
Opdateret kl. 18:59
Det britiske politi siger ifølge AFP, at en tidligere russisk spion var offer for et drabsforsøg med nervegas i den engelske by Salisbury.
- Der er tale om et overlagt angreb på den tidligere spion og hans datter, siger talsmænd for det britiske politi efter flere dages efterforskning.
Sagen bliver nu efterforsket videre som drabsforsøg, hedder det.
Ledende politifolk siger, at der er meget ringe risiko for, at andre i Salisbury kan komme til skade som følge af den anvendte nervegas.
Men en politimand, som behandlede den tidligere russiske dobbeltagent og hans datter er blevet alvorligt syg.
Den russiske eksspion og hans datter blev søndag fundet livløse på en bænk uden for et indkøbscenter i byen Salisbury.
Et britisk militærlaboratorie har i de seneste dage arbejdet på at finde ud af, hvad det er for et stof, der gjorde den 66-årige tidligere spion og hans 33-årige datter så alvorligt syge. De er begge indlagt på en intensivafdeling.
Storbritanniens indenrigsminister, Amber Rudd, ledede tidligere onsdag et møde i regeringens kriseudvalg. Her blev ministre og højtstående embedsmænd briefet om sagen af politiets efterforskere.
Den britiske regering har advaret Rusland om, at hvis den russiske regering stod bag den formodede forgiftning, vil det få alvorlige konsekvenser.
Udenrigsminister Boris Johnson sagde tirsdag, at det er svært at forestille sig, at VM i fodbold i Rusland vil have britisk deltagelse, hvis det viser sig, at den russiske stat står bag.
Ruslands udenrigsministerium siger, at forsøg på at forbinde Rusland med Skripals kritiske tilstand ser ud til at have til formål at forværre forholdene mellem de to lande.
Flere britiske ministre har draget paralleller til drabet på den tidligere KGB-agent Alexander Litvinenko, som i 2006 blev dræbt med et radioaktivt stof på et hotel i London.
/ritzau/AFP