Ejerne til Brandstationen på Jagtvejen 155 D i København skal ikke se frem til en mur af politifolk, der tager opstilling og beskytter huset.
Det oplyser vicepolitiinspektør Flemming Steen Munch, efter de unge besættere har sagt, at de vil have tre ungdomshuse – Ungdomshuset på Jagtvej 69, den seneste erobring på Dortheavej 63 og så Brandstationen.
»Det er ikke politiets opgave at sikre bygninger. Det må være administratoren. Ellers skulle vi jo stille politi op alle steder, hvor der er tomme huse, så ville vi få nok at se til,« siger han.
Det var på et pressemøde søndag, at de unge mennesker fremsatte deres fem krav:
1. Ungdomshuset på Jagtvej 69 skal sikres. De unge skal have lovning på, at det ikke bliver ryddet.
2. Det besatte hus på Dortheavej 63 overdrages til de unge under samme vilkår
3. Jagtvej 155 D – Brandstationen – overdrages til de unge under samme vilkår
4. Der skal installeres fjernvarme i Ungdomshuset på Jagtvej.
5. Der skal installeres el, vand og varme i det besatte hus på Dortheavej og på Brandstationen.
Hvornår har politiet tænkt sig at rydde huset på Dorthesvej for de unge, så ejeren kan få det tilbage?
»Senest i morgen,« siger Flemming Steen Munch.
Hvad ligger der i »senest i morgen«?
»Det jeg siger, og andet kan jeg ikke sige.«