Politiet har endnu en gang brudt skraldemændenes blokade ved Vestforbrændingen i Glostrup.
Det skete mandag eftermiddag. Her var ca. 30 tidligere HCS-skraldemænd samlet for at vise deres utilfredshed med, at de er blevet fyret og senere 'blacklistet af de nye skraldefirmaer.
Ved Vestforbrændingen blev de mødt af talstærkt politi, der tog hårde midler i brug for at få skraldemændene til at forlade området.
"Det endte med, at en kollega, der henvendte sig stille og roligt til en chauffør, blev overfaldet af politiet med peberspay. Han er nu på vej til skadestuen," skriver talsmand Ronni Larsen på facebook-gruppen 'Skraldeprinsesserne'.
Vestegnens Politi bekræfter over for Newspaq, at der er anvendt peberspray mod en demonstrant, men har ellers ingen kommentarer til episoden.
Det er nu tre uger siden, at firmaet HCS i Glostrup valgte at fritstille godt 50 skraldemænd efter en overenskomststridig strejke.
Siden da har de fyrede skraldemænd gentagne gange blokeret Vestforbrændingen, så nye skraldemænd ikke kunne komme af med affald.