En række iranske kurdere har fået et fejlagtigt afslag på asyl i Danmark og er blevet holdt i en konventionsstridig udsendelsesposition.
Det er konsekvensen af, at Rigspolitiet i flere måneder har undladt at reagere på en oplysning fra den irakiske ambassade om, at ambassaden ikke vil udstede rejsedokumenter til iranske kurdere, skriver Information.
Allerede i april 2012 fik Rigspolitiet oplysningen, der er afgørende for de iranske kurdere, som er blevet henvist til den kurdiske region i Irak (KRI) som såkaldt første asylland.
Det fremgår af et referat af en telefonsamtale fra Rigspolitiets Nationalt Udlændingecenter (NUC), som Information er i besiddelse af.
Men der skulle gå syv måneder, før Rigspolitiet i november indhentede en formel udtalelse fra ambassaden, der bekræftede, at den ikke vil udstede rejsedokumenter. Dog ikke på eget initiativ, men først efter at Flygtningenævnet udbad sig en udtalelse om sagen.
Den lange ventetid er kritisabel, mener juraprofessor Jens Vedsted-Hansen fra Aarhus Universitet.
- Det er efter min opfattelse retligt uholdbart at lade personer, der er anerkendt som konventionsflygtninge, sidde i udsendelsesposition længere, end det er absolut nødvendigt for at afklare, om de kan udsendes til et muligt første asylland, siger han til Information.
/ritzau/