Ritzau
Opdateret kl. 01:24
Britisk politi har anholdt tre mænd, der mistænkes for drab. Det sker i kølvandet på en eksplosion søndag i byen Leicester, hvor fem personer mistede livet.
Politiet er sent onsdag aften i færd med at afhøre de tre anholdte, der alle er i 30'erne.
Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Eksplosionen fandt sted søndag aften i et boligområde vest for Leicester centrum. Den udløste en brand og førte til, at en bygning kollapsede. Bygningen husede en købmand og en lejlighed i to etager.
Det er endnu uvist, hvad der forårsagede eksplosionen. Britisk politi har dog understreget, at det mener, at det ikke er terrorrelateret.
Brandmyndighederne oplyste mandag, at det kan tage flere dage at slå årsagen til eksplosionen fast.
Ofrene for eksplosionen omfatter en 46-årig mor og hendes to sønner på henholdsvis 17 og 18 år samt en af sønnernes kæreste - en 18-årig kvinde. Familien boede i lejligheden oven over købmanden.
Det femte offer er en 22-årig person, der arbejdede i butikken.
Leicestershire Police oplyste tidligere onsdag, at "politiet efterforsker årsagen til eksplosionen og branden i Leicester og har anholdt tre mænd på mistanke om drab".
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Politiet oplyser dog ikke, om der er tale om manddrab eller uagtsomt manddrab.
Eksplosionen fandt sted omkring klokken syv søndag aften lokal tid i et område med både kontorbygninger og boliger tæt på byens centrum.
Billeder og videoer på sociale medier viste høje flammer, der omspændte en bygning i den centrale del af byen.
Brandfolk arbejdede natten igennem for at kontrollere branden.
Leicester ligger cirka 180 kilometer nord for den britiske hovedstad, London.
/ritzau/