Politi anholder tidligere Barcelona-præsident for hvidvask

Tidligere Barcelona-præsident Sandro Rosell og hans kone er anholdt i en sag om hvidvaskning af penge.
Barcelonas tidligere præsident Sandro Rosell er tirsdag anholdt. Han er mistænkt for at være indblandet i hvidvaskning af penge. Arkivfoto.
Barcelonas tidligere præsident Sandro Rosell er tirsdag anholdt. Han er mistænkt for at være indblandet i hvidvaskning af penge. Arkivfoto. Foto: Albert Gea/Reuters

Spansk politi har tirsdag anholdt fem personer, heriblandt den tidligere FC Barcelona-præsident Sandro Rosell og hans kone, som er mistænkt for hvidvaskning af penge.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Rosell og hans kone er mistænkt for at være indblandet i en større sag omkring hvidvaskning af penge i forbindelse med køb af tv-rettigheder til Brasiliens tidligere landskampe.

Politiet slog til mod både private hjem og kontorer tirsdag, hvor den 53-årige Rosell og hans kone er blandt de anholdte.

Sagen om hvidvaskning har sine rødder i den omfattende korruptionsskandale fra 2015 med Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) som omdrejningspunkt.

Det er oplysninger fra FBI, som har ført til anholdelserne, oplyser en talsperson fra politiet.

Sandro Rosell er i forvejen en af hovedpersonerne i en anden sag om ulovlige pengestrømme, som endte med at koste ham jobbet som præsident i Barcelona i 2014.

De spanske vicemestre hentede i 2013 den brasilianske stjerneangriber Neymar, men handlen er under mistanke for at have involveret store pengebeløb under bordet.

Både Neymar, angriberens far, Rosell og nuværende Barcelona-præsident, Josep Maria Bartomeu, skal i retten for at forklare sig i den sag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.