Flere hundrede personer deltager lørdag i en demonstration i det centrale Stockholm, som er arrangeret af den nynazistiske Nordiska motståndsrörelsen.
Omkring middagstid ankom de nazistiske demonstranter til Mynttorget midt i den gamle bydel for at holde tale. Her begyndte urolighederne af endnu uvisse årsager, skriver Expressen.
I løbet af demonstrationen indledte flere antiracister en moddemonstration og kastede med snebolde og fyrværkeri mod nazisterne. Store politistyrker er på plads i Stockholm centrum.
Politiet har indtil videre anholdt ti personer og flere er taget med på stationen. Det skriver Expressen lørdag eftermiddag.
- Vi har haft et par voldelige optøjer, men så vidt jeg ved, er der ikke rapporteret om skader på dette tidspunkt, siger politiets talsperson Lars Bystrom til avisen.
Ifølge avisen skønnes det, at omkring 500 mennesker har sluttet sig til den nynazistiske demonstration, som begyndte klokken 11.
/ritzau/TT