En rumænsk mand blev søndag fængslet, efter at han lørdag nat blev anholdt med en stak stjålne mobiltelefoner i Aarhus.
Politiets specialpatrulje fik øje på manden, som man mistænkte for at stjæle blandt andet mobiltelefoner fra gæster i nattelivet, i midtbyen i Aarhus.
- Men i stedet for at kontakte ham, følger patruljen efter ham til en baggård ved Åboulevarden, fortæller vagtchefen ved Østjyllands Politi, Tommy Byrial Jørgensen.
Inde i baggården ser politifolkene manden stå ved et varmefordelingsskab med en mobiltelefon i sin højre hånd.
- Da de råber ham an, smider han telefonen fra sig. I varmefordelingsskabet finder patruljen efterfølgende fem andre stjålne mobiltelefoner, siger vagtchefen.
- Det er utroligt godt politiarbejde, at patruljen vælger at følge efter ham i stedet for at standse og kontrollere ham, fortsætter han.
Der har i de senere år været flere eksempler på, at tyveknægte fra især Østeuropa har sendt tyvekosterne hjem med posten, og det var ifølge vagtchefen formentlig også tanken med de stjålne mobiltelefoner.
/ritzau/