Nordjyllands Politi har anholdt en 46-årig mand, som sigtes for at stå bag hærværk mod 81 gravsten på Hadsund Kirkegård.
Manden er også sigtet i en sag fra 2016, hvor cirka 100 gravsten på Visborg Kirkegård blev udsat for lignende hærværk.
- Han nægter at have noget med begge forhold at gøre, fortalte efterforskningsleder Sune Myrup fra Nordjyllands Politi onsdag formiddag.
Politi og anklagemyndighed ville have manden varetægtsfængslet, men i et grundlovsforhør onsdag eftermiddag besluttede dommeren, at han skal løslades.
Ifølge TV2 Nord mente dommeren, at der er begrundet mistanke om, at manden er skyldig.
Men dommeren mente ikke, at han vil kunne påvirke politiets efterforskning, eller at der er grund til at frygte, at han vil gentage forbrydelsen, skriver TV2 Nord.
Anklagemyndigheden er ikke tilfreds med afgørelsen og vil have Vestre Landsret til at tage stilling til sagen.
Personalet på Hadsund Kirkegård blev søndag morgen mødt af synet af en lang række gravsten, som var blevet udsat for hærværk.
Stenene var påmalet tallet 666, der også kaldes "Dyrets tal". Det er nævnt i Johannes' Åbenbaring i Det Nye Testamente og anses som et symbol på djævelen.
På grund af sagen fra 2016 rettede politiet hurtigt mistanken mod den 46-årige, fortæller efterforskningslederen.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi havde en mistanke mod ham. Og på baggrund af en række vidneafhøringer i området, så mener vi, at der er grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør, sagde Sune Myrup tidligere onsdag.
Han fortæller, at vidnerne mener at have set den 46-årige i området ved Hadsund Kirkegård.
Den 46-årige mand er sigtet efter straffelovens bestemmelse om groft hærværk.
Den gamle sag fra 2016 er endnu ikke afsluttet. Sune Myrup har ikke umiddelbart en forklaring på, hvorfor sagsbehandlingstiden i den sag har været så lang.
/ritzau/