Sydøstjyllands Politi har for anden dag i træk anholdt den samme 28-årige mand i forbindelse med tre brande i Fredericia natten til onsdag.
Det skrev politiet på sin hjemmeside tidligere torsdag.
Manden blev anholdt onsdag og fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Kolding, sigtet for forsætlig brandstiftelse. Her valgte retten at løslade ham.
Det er derimod lykkes politiet at få manden fængslet torsdag. En dommer har valgt at fængsle manden i foreløbigt fire uger.
- Politiets igangværende efterforskning af tre brande i Fredericia natten til onsdag den 6. september har ført til nye beviser, lød det fra politiet tidligere.
- Disse beviser peger på, at den formodede gerningsmand er den samme 28-årige mand, som Retten i Kolding i går løslod efter et lukket grundlovsforhør.
Grundlovsforhøret blev afviklet bag lukkede døre. Derfor får offentligheden ikke indblik i, hvad der er blevet fremlagt af beviser.
Han har taget forbehold for at kære fængslingen.
Der opstod natten til onsdag først en mindre brand på Danmarksgade i Fredericia omkring klokken 00.30.
En halv time senere modtog politiet så en anmeldelse om en brand ved Nørrebrogade i Fredericia. Her var der ild i to varebiler, en sættevogn og en industribygning.
Kort efter - omkring klokken 01.40 - fik politiet endnu en anmeldelse om en brand. Flere busser stod i flammer på Jernbanegade i Fredericia. De udbrændte alle.
Ingen personer kom til skade i brandene.
/ritzau/