Et navn og et signalement, der minder om en efterlyst terrorist fik i dag det danske terrorberedskab under FN-topmødet til at løbe løbsk.
Tre personer i en varevogn og to beboere i lejligheder blev nemlig anholdt og tjekket for terror på politiets mistanke. Samtidig blev deres lejligheder ransaget, og tilkaldte specialister gennemgik varevognen for spor af sprængstof.
Politiet havde besvær med at fastslå en af personernes identitet - og da hans oplysninger samtidig faldt sammen med en efterlyst amerikaner blev det store apparat sat i gang.
Først da et fingeraftryk kunne afkræfte, at der var tale om den mistænkte amerikaner blev den store aktion afblæst. Det oplyser Københavns Politi tirsdag aften.
Selvom politiet oplyser, at der intet er fundet af politimæssig interesse, så oplyser de dog, at de stadig undersøger sagen.