Politi afviser medskyldig i massakre

Politiet i Aurora, Colorado, afviser, at der skulle have været en medskyldig i biografmassakren fredag.

Alt tyder på, at James Holmes handlede på egen hånd, da han fredag gik amok i en biograf i Aurora i staten Colorado og dræbte 12 mennesker i forbindelse med en midnatsvisning af den nyeste Batman-film, "The Dark Knight Rises".

Det fortæller politiet i Aurora og afviser dermed teorien om, at der skulle findes en medskyldig til massakren.

- Der er forskellige ubekræftede og upræcise forlydender i nyhederne om endnu en mistænkt, siger politiets talskvinde Cassidee Carson og fortsætter:

- En person med forbindelser til James Holmes er blevet afhørt i aftes. Der er ingen grund til at tro, at han er involveret.

Ud over 12 dræbte blev 58 mennesker såret, da 24-årige James Holmes åbnede ild i den fyldte biografsal i Aurora, der er en forstad til Denver. Den unge mand gjorde efterfølgende ikke modstand, da han blev anholdt af politiet.

Siden har der verseret rygter i medierne om, at politiet var på jagt efter en af James Holmes' medstuderende fra medicinstudiet. Han skulle angiveligt have ringet til politiet og truet med mere vold, hvis ikke man løslod gerningsmanden.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.