Kampklædt politi har natten til fredag affyret gummikugler mod demonstranter i Madrid. Flere hundredtusinder deltog torsdag aften i en massedemonstration mod regeringens varslede budgetnedskæringer.
Langt hovedparten forlod pladsen Puerta del Sol i centrum af byen efter demonstrationen, men adskillige blev tilbage og kom i karambolage med politiet, som med gummikugler og kniplerne trukket forsøgte at sprede mængden.
Det spanske parlament godkendte torsdag regeringens forslag til nedskæringer i de offentlige udgifter. Dermed kan den konservative regering anført af Mariano Rajoy gå i gang med at slibe sparekniven og foretage nedskæringer på 65 milliarder euro.
Statens indtægter skal styrkes, blandt andet sættes momsen op, og det møder stor modstand hos mange spaniere.
- Det er tyveri, Rajoy stjæler fra os, råbte demonstranterne i Madrid.
Finansminister Cristobal Montoro lod sig ikke påvirke.
- Statskassen er tom. Vi har ikke flere penge til offentlige udgifter, fastslår han.
Den spanske økonomi ventes at skrumpe med to procent i år. En fjerdedel af arbejdsstyrken har ikke noget at give sig til, og bankerne overlever kun med hjælp fra de andre EU-lande.
/ritzau/AFP