Det lød dramatisk, da de første meldinger løb ind om en stor gaseksplosion i Århus, men heldigvis lader ansatte og gæster på væddeløbsbanen i byen til at være sluppet særdeles billigt.
Kun en enkelt person er kommet til skade, oplyser Århus Politis indsatsleder på stedet.
- Der er muligvis to tilskadekomne, da vi har fået melding om, at en anden person er taget på skadestuen af egen drift, siger indsatslederen.
Eksplosionen fandt sted klokken halv et, da en hestetransport kørte ind i en gastank. Endnu en gastank var efterfølgende i fare for at eksplodere, men den er nu sikret.
- Vi er stadig i gang med at afstive bygningen og undersøge, om der skulle være flere personer derinde, men det er der ikke noget, der tyder på, siger indsatslederen.