Skrevet i samarbejde med Victor Szulc visz@avisen.dk
I over en uge har unge især på Nørrebro i København sat ild i containere, biler og alt mulig
andet. Årsagen er angiveligt de visitationer, som Københavns Politi
har gennemført i bydelen i håbet om at finde ulovlige knive og
skydevåben.
Og
derfor ændrer Københavns Politi nu strategi. Hvor det tidligere mest
har været betjente fra Beredskabsafdelingen i store gruppevogne, vil
det fremover primært være de lokale betjente, som står for indsatsen.
Det siger Palle Andersen, politiassistent ved Københavns Politi, til
Avisen.dk.
»Der er tale om en bevidst ændring af strategi fra politiets
side. Det lokale politi kommer til at stå for visitationer fremover.
Det vil skabe rum for gademedarbejdere og SSP samarbejdet, så vi også
kan styrke det sociale arbejde.«
Politiets tunge beredskabsvogne
vil stadig blive brugt, men vil holde sig klar uden for det Indre
Nørrebro, hvis der skulle blive brug for dem.
Mindre provokerende
Kursskiftet
følger de sidste ugers optøjer, og efter at unge fra unge på Nørrebro
har klaget over, at politiet bevidst provokerer og chikanerer dem.
»Konsekvensen
af vores resolutte indgriben har afstedkommet, at gruppepatruljer og
hundevogne virker som en rød klud på de unge,« indrømmer politiet også,
i en mail som TV 2 Nyhederne er kommet i besiddelse af.
I mailen fra vicepolitiinspektør Claus Olsen fra Københavns Politi hedder det videre:
»Derfor
skal patruljerne fra Beredskabssektion og Hundepatruljen, indtil
videre, ikke foretage visitationer i området omkring Blågårds Plads og
Folkets Park.«
Tonen i mailen er uheldig mener chefen for Københavns Politi, Hanne Bech Hansen.
»Den mail er uheldigt formuleret. Det kan se ud, som om vi trækker os,
og det gør vi ikke. Vi gør, hvad vi skal, med de fornødne ressourcer,
og vi spekulerer ikke på, om det støder nogen«, siger hun til Politiken.dk
Claus Oxfeldt fra Københavns Politiforening er positiv over for den nye strategi.
»Jeg
tror ikke, at der bliver færre visitationer. Tværtimod vil det give os
mulighed for, at have flere vogne på gaden. De lokale betjente ved
bedre, hvem de lokale kriminelle er«, siger Claus Oxfeldt til
Nyhedsavisen.