Polens præsident Lech Kaczynski har i dag underskrevet Lissabon-traktaten.
Hans underskrift betyder, at den traktat, der har til formål at strømline beslutningsprocesserne i EU, nu kun mangler at blive ratificeret af ét land, nemlig Tjekkiet, før den kan træde i kraft.
Kaczynski, en kendt euroskeptiker, sagde ved underskrivelsen, at han er overbevist om, at traktaten vil blive en succes, men at EU bør forblive en union af suveræne stater.
Han understregede samtidig, at EU i fremtiden skal åbne sig for de nye lande i det tidligere Jugoslavien og Georgien.
Europa-Kommissionens formand, Jose Manuel Barroso, og den svenske statsminister Fredrik Reinfeldt, hvis land har EU's roterende formandskab, overværede den polske underskrivelse.
I sidste uge stemte de irske vælgere for Lissabon-traktaten ved en folkeafstemning, og nu mangler kun den tjekkiske underskrift.
Tjekkiets EU-skeptiske præsident Vaclav Klaus vil dog have en garanti for, at den nye traktat ikke vil betyde, at fordrevne tyskere efter Anden Verdenskrig kan kræve gammel ejendom tilbage, før han vil skrive under.