Det er efterhånden tid til, at Polakkerne dropper zlotyen til fordel for euroen, mener Polens finansminister, Zyta Gilowska.
Polens økonomi er ved at være klar til at opfylde de krav, som deltagelse i euro-samarbejdet kræver, og 2009 vil være et godt år for en folkeafstemning, sagde hun fredag under et besøg i Bruxelles.
Polens underskud på statsfinanserne sneg sig sidste år ned på 3,6 procent, og det forventes at være endnu lavere i år. Dermed er Polen meget tæt på at komme under de 3 procent, som er et af hovedkravene for at være med i euroen.