Faderhuset behøver ikke bede til de højere magter for at få bygget på den omstridte Ungdomshus-grund i København. Ruth Evensen kan bare bede polakker om at gøre det.
De seneste dage har danske entreprenører stået i kø for at sige nej til at bygge nyt på Jagtvej 69 på grund af frygt for hærværk fra Ungdomshusets tidligere brugere. Men i firmaet Baltic Workforce er man ikke bange for at træde til. Direktør Simon From er sikker på, at firmaets polske entreprenører vil glæde sig til at gå i gang med et eventuelt byggeri.
Han er sikker på, at politiet nok skal hjælpe til, hvis der skulle opstå problemer. Han frygter heller ikke hærværk om natten, når byggepladsen vil ligge tom.
- Hvis det kræver, at vi sætter et par af vores medarbejdere, der er to meter høje og en meter brede til at holde uromagerne væk, så gør vi det. Eller også sætter vi hegn op, hvis det er nødvendigt, siger Simon From.
Han tror, at et byggeri vil komme til at foregå helt udramatisk, når den tid kommer. Men skulle det komme til ballade, er han ikke i tvivl om, at firmaet er klar til det også.
- Måske kunne vi lave en forretning ud af at udleje vagtpersonnel også, griner han.