De er glade for deres polakker i Borussia Dortmund, der har hele tre af slagsen i bundesligatruppen.
Og det forstår man godt efter fredagens opgør mod Nürnberg, hvor alle tre mål i 3-0-sejren blev sat ind af spillere fra nabolandet.
Jakub Blaszczykowski lavede de to første. Det ene blev sat ind på et straffespark, som nok var vel rigeligt tyndt. Til gengæld var nummer to sat flot ind på oplæg af Mario Götze fra højrekanten.
Robert Lewandowski ville også lege med, og han havde faktisk bolden i nettet allerede i første halvleg. Målet blev dog underkendt for offside, men to minutter før tid lykkedes det alligevel for landsholdsangriberen at komme på tavlen.
Og for at det ikke skal være løgn, kunne forsvarsspilleren Lukasz Piszczek også være endt som målscorer, men han var alligevel for uskarp, da han fik chancen.
Dortmund rykker med sejren op på andenpladsen, á point med Bayer Leverkusen, men med bedre målscore.
De forsvarende mestre har dog fortsat ni point op til Bayern München, der endda har spillet en kamp færre på førstepladsen.
/ritzau/