Et diamantbesat pokerarmbånd blev i dag solgt på eBay for 827.000 kroner.
Armbåndet tilhørte den tidligere danske pokerverdensmester Peter Eastgate, der havde sat det til salg på eBay for at samle penge ind til Unicef.
Og armbåndet, som Peter Eastgate vandt sammen med 53 millioner kroner i 2008, var i første omgang vurderet til knap 90.000 kroner.
At det næsten lykkedes at tidoble det beløb er temmelig tilfredsstillende, lyder det fra kommunikationsrådgiver Nikolai Johnsen fra MSL Nordic, der har hjulpet med at skabe opmærksomhed omkring auktionen.
"Det er et meget unikt smykke, så det var svært på forhånd at vide, hvad det er værd. Vi satte det først til 16.000 dollars. Så at det skulle vise sig at være næsten ti gange så meget værd er vi rigtig godt tilfredse med," siger Nikolai Johnsen til Newspaq.
Over 40 personer bød på armbåndet. Til gengæld er to ure, der er værdisat til 5.000 kroner stykket endnu ikke solgt.
Peter Eastgate vandt World Series of Poker Main Event i 2008 ved at besejre knap 7.000 andre spillere i Las Vegas. Han vandt 53 millioner kroner ved den lejlighed, og i august i år valgte han at indstille pokerkarrieren på ubestemt tid.
VM-armbåndet, der netop er solgt, er skabt med 168 gram af 18 karats hvidguld. 291 diamanter af i alt 2,81 karat pryder armbåndet, der er udsmykket med hver af de fire kortkulører.