Det er ikke penge, den danske pokerspiller Peter Eastgate mangler.
Alligevel smuttede han i weekenden fra en sprutregning på Club Retro i Odense, hvor han havde lovet seks af sine venner fri bar.
Eastgate, der skulle være god for mindst 53 millioner kr., forklarer dog, at han ikke forsøgte at snyde hverken baren eller vennerne.
"Jeg tog hjem klokken halv fire om morgenen, hvor jeg lavede en "Houdini" (et forsvindingsnummer, red.), som jeg er kendt for, når jeg bliver træt, når vi er i byen. Jeg var lige kommet hjem fra Japan og var udmattet, og jeg håbede faktisk, at mine venner ville klare regningen i første omgang. Men det gjorde de ikke," siger han til Fyens Stiftstidende.
Den velhavende fynbo lover, at han snarest muligt vil få regningen betalt.