Med et par stærke redninger i slutfasen af semifinalen mod Sønderjyske var FC Vestsjællands målmand, Thomas Mikkelsen, stærkt medvirkende til, at holdet kunne booke billet til finalen i pokalturneringen.
Sønderjyskes sejr på 1-0 var ikke nok, efter at FC Vestsjælland havde vundet det første opgør med 2-0, men det holdt hårdt, indrømmer Thomas Mikkelsen.
- Vi var rystende nervøse, og vi spiller faktisk en lortekamp, men det kan vi være ligeglade med nu, fortæller Mikkelsen efter sejren til 3+.
Efter en skidt første halvleg kom sjællænderne bedre ind i kampen efter pausen, og takket være redningerne fra Thomas Mikkelsen, som ellers så skidt ud ved Johan Absalonsens tidlige føringsmål, klarede holdet skærene.
Men armene skal hurtigt ned igen.
- Det er fantastisk, men vi har et arbejde at gøre i Superligaen, så vi skal falde ned igen, og så skal vi videre, lyder det fra FCV-målmanden.
FC Vestsjælland ligger under nedrykningsstregen i Alka Superligaen og har seks point op til overlevelse med syv runder igen.
I finalen i pokalturneringen skal FC Vestsjælland møde enten FC København eller Esbjerg, der spiller returkamp i semifinalen torsdag. Den første kamp i København endte 1-1.
/ritzau/