Kronprinsen gør det. Børnefamilierne gør det. Direktøren og den studerende gør det.
Ligesom vores sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har danskerne - høj som lav - en svaghed for pølser.
For pølser er dansk kultur, og pølsen har overlevet både kostpyramiden og diverse kostråd.
Det er som om en ristet pølse bare står stejlt og glinsende gennem alle forsøg på at få danskerne til at spise mindre fedt og mere sundt.
- Pølsen er en del af vores madkultur, og den har både overlevet pizzaer og burgere, siger ernæringsekspert Orla Zinck og understreger, at pølser kan være noget lort , og så kan pølser også være ok.
Det handler om pølsens kvalitet og tilbehør.
- To pølser og et brød ved en pølsevogn er noget lort. Der er for meget fedt og kød og for lidt af alt andet. Hos pølsevognen skal du spise otte stykker brød til en pølse, før det bliver fornuftigt, siger han.
Orla Zinck nærlæser varedeklarationen, før han køber en pølse i supermarkedet. Der skal være meget kød, mindre fedt og så skal det være "uden skrammel".
- Fyldstoffer som sojaprotein og melprodukter skal ikke ind i en pølse, men du kan altså godt finde fornuftige pølser i et supermarked, hvis du leder lidt, siger Orla Zinck.