Det var en fejl.
DR s førstemand, generaldirektør Kenneth Plummer, beklager nu, at han på sommerens Roskilde Festival spankulerede rundt i en støtte t-shirt til fordel for Ungdomshuset på Jagtvej i København.
Kenneth Plummer siger i en kortfattet pressemeddelelse:
- Set i bakspejlet var det en fejl at tage den
pågældende t-shirt på. Og hvis nogen skulle være i tvivl, tager jeg
naturligvis afstand fra al voldelig og anden ulovlig adfærd.
Beklagelsen kommer efter, at blandt andre bestyrelsesmedlem i DR Ole Hyltoft og Dansk Folkeparti har kritiseret Kenneth Plummer for at støtte aktivisterne i ungdomshuset, som siden rydningen af huset på Jagtvej i marts flere gange har hærget Nørrebro og angrebet politiet med brosten.
- Befolkningen på Nørrebro har længe været udsat for et stort fysisk og psykisk
pres fra de hensynsløse unge ballademagere, som føler sig berettigede til at
smadre tilfældige menneskers ejendom for at få deres vilje, i strid med alle
demokratiske regler og traditioner. For borgerne på Nørrebro må Kenneth Plummers
handling opfattes som et signal om, at deres frygt og daglige kvaler ikke tages
alvorligt af DR, sagde medieordfører Poul Nødgaard (DF) tidligere fredag.