Sorg har igen ramt Tina Turner. Fredag aften beretter det amerikanske medie TMZ, at hendes 62-årige søn Ronnie er død.
Dødsfaldet kommer bare fire år efter, at Tina Turner mistede sin dengang 59-årige søn, Craig, som skød sig selv.
Ronnie blev ifølge TMZ's kilder fundet liggende på en gade i San Fernando Valley, hvor han havde svært ved at trække vejret. Nogle forbipasserende forsøgte at hjælpe ham og tilkaldte en ambulance, men da den kom frem, trak han ikke længere vejret. Han blev erklæret død på stedet.
Hans kone igennem 17 år, Afida Turner, er rystet over sin mands pludselige dødsfald. Det vides ikke, hvad han døde af, men han havde på det seneste blandt andet haft kræft.
På sin profil på Instagram skriver enken blandt andet:
- Det er en tragedie. Du er med din bror Craig og din far Ike Turner. Hvil i paradis. Så uretfærdigt.
Ronnie var det eneste biologiske barn, Tina Turner fik med Ike Turner. Craig havde hun fra et tidligere forhold med en saxofonist.
Da hun mødte Ike Turner og de blev gift, adopterede hun hans to sønner fra hans tidligere ægteskab, Ike Junior og Michael.