Kristian Pless har fået den sværest tænkelige lodtrækning til ATP turneringen Dubai Open, der indledes søndag. I første runde skal han nemlig møde verdens nummer et Roger Federer for første gang i karrieren.
Federer har ikke spillet siden han vandt Australian Open uden at afgive sæt i turneringen. Kristian Pless, som er Danmarks bedst rangerede tennisspiller, skal således spille op til sit bedste og lidt til, hvis han skal gøre sig forhåbninger om en sejr.
Roger Federer har dog stadig sin første sejr mod en dansker til gode. I 1999 lykkedes det nemlig for Kenneth Carlsen at vinde 7-5, 7-6 over Federer ved ATP turneringen i Key Biscayne, Florida.