SMÆK, sagde det, og så var Kristian Pless servet ud med 220 kilometer i timen.
Den bedste danske tennisspiller Kristian Pless røg onsdag ud af anden runde af Chennai Open, hvor han ellers havde slået verdens nummer otte David Nalbandian i første runde.
I anden runde kunne Kristian Pless ikke modstå den over to meter høje, kroatiske servekanon Ivo Karlovic (verdens nummer 98), som med 25 serve-esser – og ikke meget andet – slog danskeren ud efter to tætte sæt med 7-6 og 7-6.
Kristian Pless tabte efter to gange tiebreak, selvom han undervejs sådan set var rimeligt godt med i kampen. De to fulgtes ad gennem første sæt, som blev afgjort på et kroatisk serve-es i tie-break.
Det var ikke ligefrem smukt at se på. Men fans af hårde server er nok blevet underholdt.
Andet sæt blev også afgjort efter tie-break, da Ivo Karlovic servede sejren hjem.