Danmarks bedste tennisspiller, Kristian Pless, vandt mandag aften dansk tid åbningskampen i SAP Open i San José i to sæt med cifrene 7-5 og 6-1. Den danske tennisspiller besejrede på 59 minutter den 20-årige ukrainer Sergij Stakovskij, der ligger nummer 195 på verdensranglisten. Pless ligger selv nummer 83.
På sin hjemmeside fortæller Kristian Pless, at han havde lidt problemer i starten af kampen, både fordi han havde været tidligt oppe, og fordi han ikke havde haft mulighed for at træne på banen, som først blev bygget færdig søndag.
»Derfor følte jeg, at det var svært at finde træffet i starten af kampen. Heldigvis havde han de samme problemer. Ved stillingen 4-3 til mig begyndte jeg at komme lidt i gang, og det lykkedes mig endelig at bryde hans serv ved 6-5. Derfra spillede jeg mere frigjort, og hans spil faldt lidt sammen i andet sæt,« skriver Kristian Pless om kampen i Californien.
Forude ligger nu et par dages ventetid, for Pless’ næste modstander bliver først fundet tirsdag, når stjernefrøet Andy Murray fra Skotland møder amerikaneren Kevin Kim.
Hjemmebanefavoritterne Andy Roddick og James Blake er topseedede i ATP-turneringen.