Tennis · Kristian Pless gav tennisikonet Roger Federer kamp til stregen, men måtte til sidst se sig slået med cifrene 7-6, 3-6, 6-3 i ATP-turneringen i Dubai. Efter et første sæt, hvor begge spillere holdt deres serv, og Roger Federer vandt i tie break, var Kristian Pless den første af de to til at bryde modstanderens serv. Pless kom foran 3-1 i andet sæt, som han senere vandt. I sidste og afgørende sæt gik det stik modsat. Pless kom ved stillingen 2-1 til Federer bagud med 0-40 i eget serveparti. Selv et par gode server efterfølgende kunne ikke forhindre Federer i at bryde Pless serv og lægge kimen til en forventet sejr. DNY