Kristian Pless spillede et skidt første sæt, men kom tilbage på to forrygende sæt, hvor serven fungerede. Sådan lyder den danske tennisspillers egen analyse af hans sensationelle sejr over David Nalbandian tirsdag i Chennai Open.
»Fra starten af andet sæt begyndte jeg langsomt at serve bedre, og da han gav mig en lidt forsinket julegave, lykkedes det mig at bryde ham til 2-0. Jeg begyndte at holde mine servepartier, selvom jeg skulle slide for det.
Tredje sæt mindede meget om andet dog med den undtagelse, at det var ham der kom foran 3-0. Jeg følte dog ikke, at jeg var rigtigt ude at skide, da jeg blev ved med at tilspille mig breakbolde på hans serv. Derfor lykkedes det også at komme tilbage og vinde kampen,« skriver Kristian Pless på sin hjemmeside efter sejren over verdens nummer otte, der lød på 2-6, 6-3 og 7-5.
Allerede onsdag skal Kristian Pless i aktion igen i Chennai Open. I 2. runde møder Pless kroaten Ivo Karlovic.