Intet tyder på, at social- og sundhedsassistenterne er blevet trætte af at strejke for en højere løn og bedre arbejdsforhold. Tværtimod fortsætter strejkerne i dag flere kommuner.
I øjeblikket er mindst 36 kommuner ramt, men flere steder er der indkaldt til faglige møder, der hurtigt kan udvikle sig til overenskomststridige arbejdsnedlæggelser.
Ifølge jurist i fagforbundet FOA, Sidsel Brüel, der time for time forsøger at skabe et samlet overblik, ser det ud til at strejken især rammer de større byer.
- Det er svært at få det helt store forkromede overblik, men strejken koncentrerer sig i hvert fald om byer som København, Odense og Aalborg. Og så er hele Sjælland faktisk også hårdt ramt, siger Sidsel Brüel.
Hun understreger, at tillidsmænd over hele landet ihærdigt forsøger at få plejepersonalet til at gå i arbejde.
- De fortæller medarbejderne, at det her ikke er måden at gøre det på, siger Sidsel Brüel.
Foreløbigt ser det ikke ud til at have den store effekt.